Her kan du læse lidt om hvad der sker hos os
April 2023
ORDENTLIGHED
På vores personalemøde i dag talte vi om, hvilken værdier vi står for. Ordentlighed.
Ordentlighed i vores personalegruppe. Ordentlighed selv med de små ting.
Ordentlighed når vi visiterer nye børn og skal matche dem, med de børn der er hos os allerede. Med ordentlighed kan vi udvikle hinanden og løfte i flok. Vores pædagogiske leder folder det ud på fineste vis.

August 2022
Hans Henrik Vibe tiltræder som pædagogisk leder for vores samlede opholdssted. Hans Henrik, der været ansat siden 2016, får derved det pædagogiske ansvar for både vores børn, de unge samt de voksne der er tilknyttet udslusningen.
Derudover skal Hans Henrik videreformidle de seneste to års intern uddannelse, i bl.a. neoaffektiv udviklingsforståelse.
Vi er overbevist om at, Hans Henrik i fællesskab med vores stifter Gestaltterapeut Oliver Kim Milton Just, vores psykolog Peter Veistrup og vores Gestaltterapeut Lars Bo Pedersen, vil løfte vores i forvejen gode opholdssted, til nye højder.

Juni 2022
I samarbejde med vores eksterne psykolog Peter Veistrup, tilrettelægges den pædagogiske indsats for den enkelte. Peter er autoriseret psykolog og med ståsted i en Dialektisk, Systemisk og Neuropsykologisk teori og metode samt Neuroaffektiv Udviklingspsykologi.
Peter forestår vores sagssupervision, hvor der sættes fokus på den individuelle udvikling og de metoder, vi anvender. De faglige og personlige kompleksiteter bringes i spil, og der reflekteres og evalueres til en forståelses- og udviklingsproces, der tydeliggør og afklarer indsatsen.
Vi er glade for at kunne fortælle, at Lars Bo Pedersen er blevet en fast tilknyttet ressource. Med Lars Bo Pedersen tilbyder vi rådgivning og supervision til vores børn og unge og deres pårørende, samt supervision af vores personale.
Baggrund
Lars Bo Pedersen, er stifter og indehaver af Ontologen ApS. Ontologen ApS er et kursus & læringscenter hvorigennem Lars også anvender sine psykoterapeutiske evner.
Lars tilbyder individuel terapi, parterapi og gruppeterapi. Lars arbejder med både børn, unge og voksne indenfor områderne angst, stress, depression, ADHD og PTSD. Lars har også stor erfaring med den kognitive terapi.
Lars har tidligere været forstander for et privat botilbud for voksne med psykiske og sociale vanskeligheder, og Lars har arbejdet med børn og unge på et skole-/behandlingshjem, samt arbejdet med voksne i Storstrøms Amtsungdomscenter i et tæt og formaliseret samarbejde med Oringe.
Som uddannet socialpædagog, tog Lars en diplomuddannelse i pædagogik, hvor han bl.a. udarbejdede en effektiv hashbehandlingsmetode. Lars er også Gestalt Psykoterapeut fra Gestaltinstitut of Scandinavia (Europæisk standard) samt medlem af Dansk Psykoterapeut Forening (MPF).
Som konsulent hos SSOP (Støt Soldater og Pårørende) arbejder Lars med veteraner og deres familier. Lars har en solid erfaring med at fokusere på den sekundære traumatisering blandt de pårørende og deres børn og unge.

December 2021
Traditionen tro afholdt vi Juleaften for børnene.
Vi fik dejlig julemad, dansede om juletræet og der blev åbnet gaver. 🎄🎁
Fonden Alfernes Plus Hus ønsker alle følgere en rigtig dejlig jul.

Udgivet 3. juni 2021
Snitterne væk
Kan man lave hindbærsnitter uden hindbær? Det kan man sagtens siger Cecilie. Man kan bare anvende jordbær i stedet, og så lidt god fantasi. Det smager dejligt, og der er nok til alle 🙂

Udgivet 20. april 2021
Jeg vil savne jer alle sammen!
En af unge forbereder sig til at skulle flytte hjem igen. Hun er glad og vi er stolte. Pludselig stopper hun op og siger ”Det blev hurtigt meget lettere at være her, og jeg har fået nogle gode måder til at blive glad igen, når jeg er ked af det. Mor siger jeg er blevet bedre til at lytte til de råd andre giver mig. Det bliver ret mærkeligt at jeg ikke skal være her mere. Jeg vil savne jer alle sammen”.

Udgivet 13. april 2021
Ikke fordi vi er nogle svin…
Men hvem synes ikke frilandsgrise er nuttede, også selv om man risikerer at blive “griset” på fingrene når man klapper dem 🙂


Udgivet 29. marts 2021
Fitnes og træning
Når de unge mennesker gerne vil kunne træne, stort set døgnet rundt, skal udstyret jo være lige ved hånden. Så vi er blevet enige om at inddrage en af TV stuerne, og erstattet TV’et med træningsudstyr.

Udgivet 15. marts 2021
Praktikanten!
En af vores praktikanter skulle, i forbindelse med sit studie, interviewe nogle af vores børn og unge. Nogle af de svar hun fik, synes vi er så dejlige, at vi ikke kan holde dem for os selv…
I får lidt af dem her.
”De voksne er søde voksne, der lytter og hjælper os”
”Jeg har lært hvordan man opfører sig”
”Jeg har lært at beherske mit temperament”
”Jeg er blevet mig, og kan mærke mig selv”
”Jeg har lært at tale om mine følelser”.

Udgivet 3. marts 2021
TO AF VORES DRENGE SIDDER OG SNAKKER
”Jeg bor ikke her…!” siger Arne pludselig. Hans ven Hugo kigger op fra sin iPad og konkludere ”Du spiser her, du har dit værelse her og du sover her… det er her vi er – du bor HER”! Nå ja siger Arne tørt, smiler og spiser videre….
